Velg en side

Det nordlige Californien Rundt

En rejsedagbog

Få inspiration til din rejse i autocamper i vores rejsedagbog fra det nordlige Californien.

FORSIDE » Dag 6: Guld i Californien

Dag 6: Guld i Californien, Trinity River og de første skovbrande

En dag med fokus på guld i Californien tilsat store naturoplevelser og en enkelt badetur. Overnatning på et gudsforladt, men sikkert og praktisk sted.

Når man benytter sig af Kmarts gæstfrihed, står man tidligt op og rømmer pladsen som man fandt den. Så det gør vi. Allerede kl. 7.00 triller vi af sted gennem typiske amerikanske villakvarterer. Ude kæmper solen mod tågen.

Vi finder hurtigt vores nye vej, Highway 299, som skal føre os op og ind i landet – mod Redding og Lassen Volcanic Park. Hvad der venter på ruten, ved vi ikke.

Her er smukt. Landskabet er bakket og frodigt. Der er – som alle andre steder i det nordlige Californien – masser af skov. Men her ser vi flere løvtræer end ellers. Og de er klædt i orange, gult og rødt, så vores første kilometer er en sand fornøjelse.

Lidt oppe af dagen vinder solen over tågen og landskabet omkring Highway 299 viser sig fra sin bedste side.

En tur i Trinity River frisker godt op. Her i slutningen af oktober er vandet mildest talt sagt køligt.

En dukkert i Trinity River

Efterhånden som vi kommer højere op i terrænet står det klart, at det i dag bliver solen der sejrer. Og smukt er det at se tågen blive opløst og mærke morgenstrålernes varme.

Terrænet bliver vildere og mere bjergrigt. Vi kører langs Trinity River og grene af denne i lang tid. Her er og der er der broer og stier ned til floden. Vi gør mange stop – også ved de såkaldte viste points, som er pausearealer med udsigt. Dem bliver der flere og flere af, som dagen skrider frem.

Vi gør et længere stop ved et af de steder, hvor man kan komme helt ned til vandløbet. Vi er heldige at finde et sted, hvor to floder løbe sammen. Her er også en flot bro. To fiskere i vaders gør os selskab, mens vi bader i det kolde, klare vand. De synes utvivlsomt, at vores forehavende er gak i låget.

Guld i Californien – og i Weaverville, som er en behagelig overraskelse

Weavervilles Main Street består hovedsageligt af historiske, velholdte bygninger. Og havde det ikke været fordi, at forretningerne var åbne, så havde man troet, at man var havnet på et museum.

Butiksgaden i Weaverville har – som traditionen byder – overdækket fortov, så man kan promenere i ly af vejrliget (der som oftest er klar sol).

I guldgravernes fodspor

Vi triller videre gennem et bjergrigt, skovklædt landskab, og før vi ved af det ruller vi ind ad Main Street i Weaverville, som viser sig at være en vaskeægte guldgraverby hvis historie kan føres helt tilbage til 1850’erne, da der blev fundet masser af guld i Californien, og guldfeberen derfor rasede med rekordstyrke. Stedet minder om en westerby med en lang, lige hovedgade, sherif- og dommerkontor, saloons og en klassisk hardware-shop. Bygningerne har den karakteristiske høje facade og flere af dem har svingdøre i bedste Lucky Luke-stil. Utroligt og dødcharmerende.

Det viser sig, at Weaverville også har haft en Chinatown, for man forlod sig i høj grad på kinesisk arbejdskraft i minerne. Der er tilmed et aktivt taoistisk tempel i området, som guldgravernes efterkommere har holdt i live.

Vi kommer også forbi en åben smedje, som en flok frivillige fra egnen holder liv i. De fortæller, at der i sin tid var 9 smedjer i Weavervilles hovedgade, som nu hovedsageligt huser småbutikker og restaurationer.

En gruppe frivillige mænd holder liv i smedefaget i Weaverville, og når der smedes kan man frit stikke hovedet ind og få en snak. Det er ganske gratis og temmelig hyggeligt.

I 2018 kæmpede Californien med mange såkaldte wild fires. Men der var også mange kontrollerede brande. De er påsatte og forhindrer de vilde brande i at sprede sig uhæmmet. Man kan regne med god skiltning, når branden er planlagt. 

Skovbrand på recept

Vores vej snor sig videre indad og opad. Man kan ikke længere mærke Stillehavet ude mod vest. Vi har derimod skovens dufte omkring os på vejen. Og i dag skifter den pludselig karakter, da vi ser, hvad der er tilbage efter en af de mange, voldsomme skovbrande, som med jævne mellemrum plager Californien.

Der er opsat skilte, da vi kører ind i den gigantiske bålplads. ”Prescribed Burn” står der, og det kan oversættes med planlagt brand. Den er med andre ord påsat af myndigheder – enten af præventive årsager (en skov kan kun brænde 1 gang) eller som led i et naturplejeprogram. Alt er altså under kontrol, og vi kan sikkert passere.

Whiskeytown og mere californisk guld

Vores dag fortsætter sit spind omkring guldet i Californien. Om eftermiddagen gør vi stop i Whiskeytown, som i sin tid var en ligeså livlig by som Weaverville. I dag er selve byen væk, men guldgraverområdet er fredet, og man kan via små stier se mineskakter og vognspor. Området byder også på fine vandrestier og gigantiske grankogler.

Whiskeytown-området er et storartet rekreativt område, og vi kunne snildt have brugt mere tid her. Det er fulgt muligt at campere, læs mere om mulighederne for at campere her. 

Med til Whiskeytown-området hører Whiskey Town Lake, som byder på fine små strande, kajaksejllads med en ranger og meget mere. Der er desuden fire smukke vandfald, som man kan vandre til. Det er tilmed muligt at prøve lykken som guldgraver i Whiskeyville, men det kræver en tilladelse at vaske guld. Hent tilladelse til guldgravning her.

Bemærk, at det koster 10 dollars at gæste og benytte Whiskeytowns faciliteter. Billet, som gælder et køretøj samt passagerer, kan købes online, og er gyldigt i syv dage.

BONUSINFORMATION: Ikke langst fra Whiskeytown ligger – ja – Brandytown!

I Whiskeytown kan man se nogle af de gamle miner fra 1848.

Sen eftermiddag ved Whiskeytown Lake, som er endnu en af Californiens mange opdæmmede søer.

I dag står Shastas gamle bygninger tomme, men engang var byen Californiens folkerigeste guldgraveby.

MASSER AF HISTORIE(R) – Giver man sig tid til at læse de mange skilte i Shasta, bliver man beriget med masser af spændende og spøjse historier fra guldgravernes tid.

Den røde by Shasta – en ægte, øde guldgraverby

Vores rejse fortsætter. Trofast tilbagelægger vores kære autocamper endnu nogle highway 299 kilometer med skov og bjerg og bum – så triller vi ind i dagens tredje guldgraverby, Shasta, som til forskel fra Weaverville er øde og forladt.

En gang var Shasta ”dronningen blandt det nordlige Californiens byer”.

Guld kender ikke forskel på race og religion. Så Shasta var mulighedernes by for alle, og rygterne om guld og rigdom trak mennesker fra alle samfundets hyller og alle verdens hjørner til byen.

I hovedgaden kunne man således i 1850’erne blive klippet af en frigiven slave, hos Emmanuel Lewin kunne man få en jødisk begravelse, og i Chinatown, som var Californiens største af sin art, kunne man spille hasard, blive spået og købe medicinske salver og væsker med mystisk duft og tvivlsom virkning.

Der blev købt, solgt, horet og satset. Der var fremgang og rigdom, men også fallitter og ulykke. Forretninger skiftede hænder hurtigere end skiltemaleren kunne følge med. Alene postkontoret skiftede adresse 28 gange gennem guldgraver-årene.

En ny form for camping: TA Truckstops

Vi fortsætter turen mod Redding, som har hovedby i Shasta County. Det viser sig at være en hyggelig by med et naturligt centrum med spisesteder og butikker. Men noget så simpelt som en campingplads, kan vi ikke opdrive så sent på seæsonen. Vi ender med at prøve lykken ved den lokale Walmart, som med stor beklagelse afviser os. Walmarts politik er normalt at byde RVs, autocampere og motorhomes velkomne. Men lige netop i Shasta County har myndighederne så forbudt det.

Heldigvis er vi i Amerika, så folk omkring os engagerer sig i samtalen med Walmart-damen. Der bliver lavet opslag på Google, der bliver diskuteret, og så har vi en løsning. 7 km mod syd ligger et TA Truckstop. Her må man parkere for natten, og det er ”safe” – altså sikkert.

Vi provianterer i Reddings Walmart, der har en gigantisk delikatesse. Grillet kylling, salat og frisk frugt ryder i kurven – og vi nyder et festmåltid tilsat free wifi, inden vi kører mod TA’s Truckstop, som er præcis ligeså dødssygt som det lyder. Der er ca. 12 pladser til overnatning. Det fleste er optaget af biler på langtur. Vi får søde naboer i form af 3 unge mænd fra Oregon med hund. De rejser i en meget lille Mazda – og har gjort det i flere år. Set i det lys er der utroligt meget komfort i vores – til sammenligning – gigantiske C19’er med både køkken, toilet og bad.

Ved TA Travel Centers er man velkommen til at parkere autocamperen for natten. Det er primitivt, men også ret hyggeligt og spændende – for her møder man masser af overnattende amerikanere, som er på vej et sted hen i verden.

Lej en autocamper

Brænder du efter at komme ud at opleve USA i en autocamper?
Så klik her for at gå til markedets bedste priser og bestil din næste rejse i autocamper online.

Derfor skal du vælge autocampers.no

Z

Enkel bestilling

Køb online og find selv den lejeaftale, der passer bedst til dig – på dansk!

Z

Stort udvalg

Vi formidler autocampers i mange størrelser og prisklasser – og også en, der passer dig.

Z

Stærke priser

Vi har skåret ind til benet i alle led – og tilbyder derfor markedets skarpeste priser.